Nu skimter vi sand, kød og lim på vejene over månens land, intet er rødligt, kun kulde og sukker, vinden blæser sig selv væk, langsom drejende aftager rynkerne i ørkenen, sandet kommes i lommer og tasker, bæres væk, bare væk, væk fra sig selv, væk fra skørbug og sovseterninger, væk fra de blinkende solmider, væk fra alverdens sommerglæder med skoformede fødder, der skal være mindst ti favne mellem os og dem, så de ikke kan kaste hynder på vores helte og gerninger, sølvtøj og kæmpegraner er prisgivet, afstanden kan måles i mindre lokaler og stuer, det er som om de bare vil sidde ned og tale sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar